Fakta om vold
Seneste undersøgelser påviste en stigning af personer der er udsat for vold, og at ca. 82.000 kvinder og 43.000 mænd, årligt udsættes for vold i en nær relation hvoraf psykisk vold er den mest udbredte voldsform.1
Af disse borgere tager en lille andel på sikret institution som et krisecenter og nogen søger støtte via ambulant rådgivning eller andre støttetilbud.
Vi ved, at en stor del dem som udsættes for vold, ikke selv beder om hjælp i tide. Vi ved, at mange som er udsat for vold, er optaget af følelser som afmagt, skam eller selvbebrejdelse. Når følelser som skam af skyld fylder, er det ekstra svært at bede om hjælp i det frygten for fordømmelse tager over.
Konsekvens af at leve med vold
Vold i nære relationer er en alvorlig problematik, som kan have betydelige konsekvenser for de personer som udsættes for volden, ligesom den kan påvirke eventuelle børn samt øvrige personer, der har relation til den voldsudsatte. Forskning peger på, at der er en sammenhæng mellem at være udsat for vold og dårlig trivsel som f.eks. dårligt psykisk og fysisk helbred og/eller at den voldsudsatte som konsekvens af volden er bliver afskåret fra positive sociale netværk, arbejdsmarkedet eller andre aktiviteter, som har betydning for den enkeltes glæde og livsførelse.
Test om psykisk vold: Lever du i et sundt parforhold?
Lev uden vold har udviklet en test som kan indikere om du lever i et usundt parforhold.
Hvornår er det vold?
”Vold er en handling eller trussel, der – uanset formålet – kan krænke en anden persons integritet. Eller som skræmmer, smerter eller skader personen – uanset om personen er et barn eller en voksen. Volden kan have samme effekt på andre personer, der overværer eller overhører handlingen. Volden kan være en bevidst handling eller en handling, der sker i affekt. Handlingen overskrider samfundets love og normer.”
Social- og Boligstyrelsens hjemmeside; https://sbst.dk/voksne/vold-i-naere-relationer/viden-om-vold
Fysisk vold
Psykisk vold
Latent vold
Stalking
Seksuelle overgreb
Æresrelateret vold
Indbyrdes vold
Økonomisk kontrol
Hvorfor kan de være svært at gå?
Der kan være mange grunde til, at det er svært at forlade en partner, som udsætter én for vold.
Det kan være en lang proces at gå fra et forhold med vold. En del vender endda tilbage flere gange.
Årsagerne kan for eksempel være, at personen:
- Elsker sin partner
- Tror på, at partneren holder op med at udøve vold
- Håber at kunne hjælpe partneren til at holde op med at udøve vold
- Ønsker, at parrets børn skal bo med begge forældre
- Frygter, at partneren får forældremyndigheden over børnene efter et brud
- Frygter ikke at kunne beskytte sine børn, hvis partneren får samvær med dem efter et brud
- Oplever det som nemmere at håndtere volden, når man er sammen med partneren og kan vurdere hans/hendes sindsstemning
- Ikke kan overskue et opbrud i sit liv, praktisk, økonomisk og/eller mentalt
- Oplever manglende støtte fra omgangskreds og familie til at foretage et brud eller af forskellige årsager ligefrem opfordres af andre til at blive i forholdet med vold.
Andre årsager kan hænge sammen med, at volden har ændret den voldsudsattes syn på sig selv og sit liv.
Følger af et forhold med vold
- Et forhold med vold kan for eksempel medføre, at personen:
- Har lært at leve med volden og betragter den som normal
- Fortrænger eller bagatelliserer volden for at kunne leve med den
- Påtager sig skylden for volden
- Har mistet selvtillid og troen på sin egen vurderings- og handleevne
- Har isoleret sig for at undgå spørgsmål om sin adfærd eller sine mærker efter vold og derfor har mistet sit netværk
- Er blevet isoleret fra andre af partneren, for eksempel på grund af jalousi
Det er derfor vigtigt for en god dialog med den voldsudsatte, at du viser forståelse for, at det er svært at forlade partneren.
Fysisk vold
Fysisk vold efterlader ofte synlige skader og kan i sidste ende være livsfarlig. Fysisk vold er en fysisk handling, der – uanset formålet – krænker en anden persons integritet, og som kan skræmme, smerte eller skade personen. Fysisk vold er den form for vold, som er mest synlig, fordi den ofte efterlader synlige mærker og giver fysisk smerte. I værste fald kan fysisk vold være livsfarlig.
Eksempler på fysisk vold:
- At rive i, ruske, slå med flad/knyttet hånd eller genstand.
- At sparke, skubbe ind mod møbler, vægge, ned ad trapper eller lignende.
- Kvælningsforsøg, angribe med kniv eller skydevåben
Psykisk vold
Psykisk vold foregår ofte skjult og kan omfatte jalousi, trusler og kontrol.
Psykisk vold er alle de måder, en person kan skade, skræmme, krænke, styre og dominere andre ved hjælp af en bagvedliggende magt eller trussel.
Psykisk vold kan for eksempel bestå af:
- Direkte trusler
- Nedvurderende og ydmygende adfærd
- Kontrol og isolation.
Det kan også være at skabe splid mellem den, der bliver udsat for vold, og personens familie og/eller venner. Psykisk vold kan både være direkte og indirekte og kan komme til udtryk som jalousi, der bruges til at styre eller kontrollere partneren med.
Latent vold
En særlig form for psykisk vold er latent vold – at den, der bliver udsat for vold, er bevidst om, at volden kan opstå. Latent vold kan opleves som den mest dominerende form for vold, fordi risikoen for ny vold gør, at al adfærd bliver strategisk for at undgå ny vold.
Økonomisk kontrol
Det er en form for vold at frarøve en person, retten til at bestemme over sine egne penge og forbrug. Ved økonomisk kontrol kan den voldsudøvende for eksempel tage en persons løn og udbetale den i afmålte lommepenge mod personens egen viljer. Eller voldsudøveren kan tvinge personen til at stifte gæld.
Indbyrdes vold
Indbyrdes vold er vold mellem to parter i et parforhold. Indbyrdes vold kan være offensiv eller defensiv.
Vold i parforhold findes i mange former. Både kvinder og mænd udsætter således deres partnere for vold, om end omfanget af vold mod kvinder er større end omfanget af vold mod mænd.
Når begge parter i et parforhold udsætter hinanden for vold, kan det betegnes som indbyrdes vold. Det kan være fx fysisk, psykisk, økonomisk eller seksuel vold.
Den indbyrdes vold kan i nogle parforhold være udtryk for, at den ene part udøver vold, og den anden part forsvarer sig mod volden. Når man taler om indbyrdes vold, er det derfor vigtigt at være opmærksom på konteksten. Hvem startede volden, hvad er omfanget af volden hos hver af parterne i forholdet, og hvad er motivationen for volden. Drejer volden sig om at kontrollere den anden part eller fx om at stoppe partneren fra at udøve vold mod børn i familien eller om at afværge vold mod sig selv ved at skubbe partneren væk. Når begge parter i et forhold udøver vold, kan der således være tale om både offensiv eller defensiv vold.
Kilder:
’Vold og seksuelle krænkelser’ (Statens Institut for Folkesundhed, 2018)
’A typology of domestic violence’ (Johnson, 2008)
’Longitudinal model predicting mutual partner violence among white, black, and Hispanic couples in the United States General population’ (Field & Caetano, Violence and Victims, Volume 20, Number 4, October 2005)
”Gender symmetry” in Domestic Violence. A substantive and methodological research review’ (Kimmel, Violence against women, vol. 8 No 11, Nov. 2002, 1332-1363)
Seksuelle overgreb
Det er psykisk nedbrydende og yderst krænkende at blive udsat for seksuelle overgreb. Seksuelle overgreb er en effektiv og betydningsfuld magthandling, der kan defineres som:
Direkte eller indirekte tvang til at udføre seksuelle handlinger, som en anden person ikke ønsker.
Eksempler på seksuelle overgreb:
- Ubehagelig seksuel beføling
- Forsøg på tvunget samleje
- Gennemført tvunget samleje.
På Center For Voldtægtsofre i Aarhus’ hjemmeside kan du læse mere om seksuelle overgreb.
Materielle ødelæggelser
Det kan være en del af volden at ødelægge andres ting.
Materielle ødelæggelser kan for eksempel være:
- At ødelægge den andens ting med vilje
- At ødelægge ting for at skræmme
- At rive tøj og private billeder i stykker.
Ødelæggelsen kan i sig selv virke skræmmende. Særligt, hvis der samtidig er latent vold.
Kontakt os
Du kan kontakte Hegnetslund Krisecenter, ved at ringe på tlf. 56672828, tryk 1.
Du kan også sende en mail til krisecenteret@koege.dk.